Lille område, store kontraster – også blandt kirker i Hong Kong

Enhver der har været bare kort tid i Hong Kong ve, at der inden for et ganske lille område er utroligt store forskelle og kontraster. Hong Kong har et areal på 1.100 km2. Lolland til sammenligning strækker sig over 1,200 km2. I Hong Kong bor der 7,5 mill mennesker. Lollands befolkning tæller til sammenligning kun 12.500. Dertil kommer at de 7,4 mill mennesker kun bor på en meget lille del af af de 1.100 km2. Det meste er skønne naturområder og højde bjerge. Det betyder ogå, at man det ene øjeblik kan gå mellem skyskraperne og efter mindre end en halv times hike sidde på toppen af et bjerg og se ud over havet, de mange øer og de store containerskibe.

Disse kontraster havde vi masser af tid til at opdage de første måneder, hvor alt andet var lukket ned på grund af corona. Men her de første uger af april og hen over påsken har vi fået mulighed for at møde det, som Hong Kong også kan byde på – ikke af natur, men af mennesker og kristne fællesskaber i alle mulige størrelser, former og udtryk.

I søndags havde vi således for første gang siden 1. søndag i advent igen gudstjeneste i vores lille engelsk-talende menighed, Christ Temple Congregation, efter i 4 måneder kun at have mødtes med nogle af dem til kaffe og en YouTube andagt i vores stue. Den kinesiske menighed havde deres anden gudstjeneste i søndags efter corona-nedlukning. Deres gudstjenesteform er meget traditionel – og måske fordi det var første gang i lang tid – var den også ganske lang!

Påskelørdag var jeg til en helt anden form for gudstjeneste. Jeg var inviteret af et ægtepar. Hun er fra Kina og han er fra Korea, og de er for nylig flyttet til Hong Kong, hvor hun oprindeligt kommer fra. De er kommet til personlig tro gennem Saddleback-kirken i Shanghai, hvor de boede i en periode. Nu ønsker de at være “rigtige” medlem af Saddleback-kirken her, og for at det kan lade sig gøre, skulle de døbes “rigtigt”, hvilket for Saddleback betyder ved fuld neddykning. Hun har spurfgrt om jeg “vil vandre sammen med hende” og derfor ville de gerne at jeg var med til dåben. Derfor sad jeg i Saddleback-kirken i Hong Kong påske lørdag – til en times lovsang på kantonesisk og engelsk, efterfulgt af en times prædiken/undervisning med Rick Warren transmitteret fra San Jose, Californien, efterfulgt af corona-sikret nadver og dåb af syv nye medlemmer af Saddleback Hong Kong, hvoraf de to var mine nye venner.

Nogle uger forinden havde jeg været til “a time of worship and fellowship” lidt længere nede af “vores Bjerg” i “Bamboo Villa” – et stort gammelt hus i landsbyen Pai Tau, hvor en gruppe unge familier holder til. De er alle en del af det fællesskab, som kalder sig Round Table Church (RTC). Der findes lignende RTC fællesskaber et par andre steder i Hong Kong. Det var her jeg mødte Paul og Sophia og deres lille datter, som gerne ville komme på besøg hos os og snakke om, hvordan man kan vide, om man har et kald til at være missionær i et andet land. Paul har været præst i en lille menighed i Kina, kom til Hong Kong for at læse teologi. Samtidig fortsatte han med at rejse ind i Kina herfra og tjene i en menighed ikke så langt fra grænsen. Det har han så ikke kunnet gøre det sidste års tid, lige som han heller ikke kunne fortsætte sin online bibel-undervisning af kinesere på en bibelskole i Filippinerne. For de kinesere der var der er nu rejst tilbage til Kina, og skolen er lukket på grund af Corona.

Jeg ved ikke til hvor megen hjælp vi kunne være til for Paul og Sophia. Der er både sproglige og kulturelle barrierer. Men vi kunne bede sammen og vores eget kendskab til forskelle og kontraster her i Hong Kong, også når det gælder Guds folk, blev større.

Det samme kan siges om sidste fredag, hvor vi – endelig – havde besøg af en gruppe af de internationale studenter fra præsteseminariet. De fleste af dem er fra Myanmar. Nogle er i gang med deres PhD, andre deres MA. De fleste skal tilbage for at underviser på teologiske skoler i Myanmar. Det gør indtryk at møde dem, høre deres historier og ikke mindst høre hvordan det er for dem at være her alt imens familien stadig er tilbage i Myanmar med de uroligheder, der hersker der og uden muligheder for at rigtigt at kommunikere med dem. Internettet er nede og sociale medier er lukket. Alligevel var der mange smil, megen latter og stor taknemlighed.

I går fik jeg så mulighed for at møde endnu en side af det at være kirke her i Hong Kong. I forbindelse med vores påskearrangementer her på Bjerget mødte jeg et ægtepar. Jeg fik lidt af deres historie og de fik lidt af min, bl.a. at vi havde boet i Israel og kendte noget til jødiske traditioner. De er oprindeligt fra Hong Kong, men har boet mange år i England, hvor de har været aktive blandt kinesiske studenter og en kinesisk menighed der. De sidste godt 20 år har de arbejdet i Hong Kong, men har nu bestemt sig for at være “fritidsmissionærer” og investere deres erfaring og tid som mentorer og medvandrere for unge kristne familier. De er egentlig en del af kirken “The Vine”, som er en stor international menighed her i Hong Kong. Men de inviterede mig til et lille meget uformelt hus-fællesskab i deres lejlighed (på 35. etage med udsigt over floden og bjergene omkring Hong Kong!) for at fortælle om kristen påske i lyset af jødisk påske. En sådan invitation er det svært – i hvert fald for mig – ikke at takke ja til. Derfor blev min søndag formiddag tilbragt sammen med 11 skønne unge mennesker fra mange “walks of life” her i byen. (Den ene viste sig at være en ganske kendt sangerinde – hvis man altså kender noget til kantonesisk musikliv her i byen). Jeg fik mulighed for at fortælle om kristendomens jødiske rødder i lyset af påsken og igen blev mit kendskab til hvad Gud har gang i her i byen udvidet, og der kom flere kontraster og forskelle på mit billede af kirken her i byen.

De mange indtryk rumsterede rundt i hovedet på mig da jeg gik op af bjerget for at komme hjem til vores “egen” gudstjeneste i Christ Temple:

  1. En glæde over en kæmpe interesse for at dykke ned i de bibelske tekster og blive klogere på sammenhængen mellem GT og NT, mellem Pesach og Påske.
  2. En mærkbar frustration hos mange over de etablerede kirker i byen og en længsel efter et mere autensisk fællesskab med større integritet. En frustration som gør at denne generation søger nye og mindre fællesskab (Arise, We Are Church og hvad de ellers kalder sig, hvis overhovedet noget. Vel en global tendens som også mærkes i Danmark
  3. Hvordan kan “Bjerget” her være med til at vandre sammen med dem i en tid, hvor de sociale og politiske omvæltninger er så store. Nogle af den ville gerne fortsætte vores snak om “kristendommens jødiske rødder” og det gør vi så her hos os næste gang. Så kan de også blive kendt med stedet. Kan de her finde svar på nogle af deres spørgsmål?

Jeg elsker at gå på opdagelse i Hong Kongs “kontraster og forskelle”, når det gælder de mange mennesker i de lange tog, det pulserede liv og de fascinerende skyskrabere på den ene side og bjerge, hav, øer og betagende udsiger på den anden. Men der er også store forskelle – eller kontraster – fra den lutherske kinesiske menighed her på Bjerget med dens meget traditionelle gudstjeneste til den lille husmenighed længere nede i Bamboo Villa – eller fra Saddleback-kirken med streamet prædiken fra San Jose og så til søndagsgruppen på 35. etage.

Jeg har stadig 3 måneder til at observere og lære mere om, hvad Gud har gang i her i byen. Der er noget uforpligtende ved at være “den fremmede” eller tilskueren. Men på et tidspunkt skal jeg vel “stå til regnskab” for det jeg får lov til at observere og finde frem til hvordan ny indsigt og inspiration forvaltes i en mere kendt kontekst. Men det må blive om 3 måneder!

Standard

Mit påskebillede i år

Jeg har fundet mit påskebillede for i år. Det er den rådne træstamme med det grønne træ på toppen og så stenen, som stadig støtter det døde træ. Jeg kan forestille mig hvordan det døde træ snart helt vil kollapse, mens stenen fortsat vil stå der.

Det er et af de steder, som Petros ofte standser ved, når han guider folk, som er på en dagsretræte her på Bjerget. I denne uge har der været to sådanne dagsretræter og jeg har fået lov til både at hjælpe til og være med. Det har givet anledning til at blive opmærksom på træerne – både det døde og det friske. Fra oktober og frem til nu kan jeg se, hvordan den døde træstamme mere og mere forfalder, mens det friske træ har vokset sig større på de måneder vi har været her. Men det kunne ikke ske uden den gamle træstamme, som giver næring til det nye træ.

Det er for mig blevet et påskebillede: Ud af langfredags død og påskenattens mørke vokser nyt liv: og så står stenen, klippen der fortsat og har ikke ændret sig i den tid vi har været her. Et smukt billede på hvordan Gud forbliver evig og uforanderlig – i en verden som har ændret sig mere end nogen af os kunne forestille os, da vi sidste år fejrede påske, eller da vi selv i oktober måned landede i Hong Kong.

De mennesker som jeg har mødt gennem Petros´ dagsretræter kommer med forskellige ting i bagagen og forskellige forudsætninger og forventninger til dagen. I torsdags var det en lille gruppe på fire; i går, lørdag var vi blevet dobbelt så mange. De fleste er – som forventet – kvinder/piger. Nogle kommer for at få en dag til stilhed og bøn; for andre et det et helt uprøvet landskab. Petros har en god fornemmelse for deltagernes forskellige behov og er – så vidt jeg kan fornemme – god til at tale konkret og skabe et rum, så alle oplever sig set og rummet. En af deltagerne denne uge var en ung billedkunstner, som var blevet opmærksom på TFS på grund af den udstilling om porcelænsmaling, som åbner på torsdag. Hun fik fortalt om forældrenes skilsmisse for nylig og den usikkerhed og utryghed det har ført med sig for hende. Sådan rummer disse dagsretræter en masse historier. Petros opfordrer mig altid til også at dele mine perspektiver, og jeg oplever at det bliver taget godt imod. Han er et rummeligt menneske, og vi kender efterhånden hinanden godt. På fredag skal vi også arbejde sammen om en “langfredagsvandring” her på bjerget.

I dag er det palmesøndag og den stille uge begynder. Jeg tror ikke den her bliver så stille og det var sidste uge heller ikke. I denne uge er skolerne lukket og det betyder flere besøgende på bjerget. I sidste uge var det gode opgaver der fyldte. Når vi så oven i det får plads til et besøg i Hong Kongs Disneyland er vi jo selv ude om “støjen”. I går aftes nåede vi også – efter en dag med retræte og “tempelvalgt” for Jens Arnes vedkommende – at opleve både solnedgang og fuldmåne over Hong Kong fra toppen af Victoria Peak. Fuldmånen betyder også, at vi sammen med jøder verden over er i gang med den jødiske påskeuge og kan hilsen hinanden med et “Hag Samea” og “næste år i Jerusalem”.

Standard

Man skal ikke skue hunden på hårene

Og måske heller ikke på deres opførsel. Når jeg fortæller det følgende om Joseph, fortæller jeg kun hvad han selv har sagt – og hvad jeg så også har observeret: at han finder det svært at komme op om morgenen. Jeg ser ham tit komme på arbejde, når klokken nærmer sig 10 (shuttle-bussen for de ansatte kommer kl 08:45), og han nævnte det selv som et problem ved en morgenandagt som vi heldigvis er begyndt at have igen hver fredag i Christian Center. Det fik mig til at gætte på at TFS Christian Center var hans første arbejdsplads og at han som andre “ex-studenter” lige skulle vende sig til at være på arbejdsmarkedet og komme i seng i ordentlig tid. Men jeg tog fejl. TFS er ikke hans første arbejdsplads og han er fyldt 36! Jeg synes stadig det er svært at bedømme alder på asiater, og masken gør det kun vanskeligere.

Joseph er “our historian”, som jeg fik ham introduceret af en af de andre medarbejdere. Selv trækker han lidt på smilebåndet, når jeg bruger den titel om ham. Sandt er det, at han har læst historie, og at han i 2018 blev ansat i en projektstilling med henblik på at lave research til en bog i anledningen af Tao Fong Shan 90 år. Det var et projekt som den tidligere leder af Christian Center satte i søen, men som ikke blev færdiggjort. Det var en kammerat til Joseph der havde set stillingsopslaget og opfordret ham til at søge. Selv havde han ikke tænkt på det, men kunne godt bruge et karriereskifte. Han havde arbejde som historielærer på en skole i Hong Kong og ved siden af det var han redaktør på skolebøger.

Siden historieprojektet gik stå, har han haft administrative opgaver i forbindelse med de kurser som “Bridge and Dialogue-projektet” arrangerer. Desuden skriver han tekster til hjemmesiden og facebook, her bl.a. den ugentlige refleksionsartikel. Hveranden uge skriver han om “søndagens tekst” og de andre uger om relationen mellem kristen tro og kinesisk kultur. Sidste gang valgte han nu ikke søndagens tekst, men i stedet 2 kor 4,7-12. “Mennesker i Hong Kong er hårdt trængt for tiden. Jeg synes de ord Paulus her skriver, hvor han også er trængt, taler til os netop nu”, forklarer Joseph, og det er tydeligt at han ikke kun tænker på corona.

Selv om Joseph ikke ser sig selv som “our historian”, er han godt inde i historien om Reichelt og hans arbejde her. Og fascineret af den. Det er svært at bremse ham, når han først kommer igang med at fortælle om starten på arbejdet, de mange forhindringer og hvordan Reichelt bare ikke gav op, men virkelig brød nyjord. Han var forud for sin tid, siger Joseph. Han er tydeligvis også lidt misundelig på mig, som har adgang til kilderne om Reichelt på norsk/dansk. Han viser mig gamle kopier af missionsbladet for Den nordiske kristne Buddhistmision, fotokopier af Reichelts breve, som han heller ikke kan læse og andre bøger – på dansk og norsk – om Reichelt og hans arbejde her og før det i Kina. Åbenbart kan meget af dette materiale findes i arkiverne på Baptist University her i Hong Kong. man noget findes også her og Joseph lover at sende mig nogle af de game billeder, bl.a. et fra arbejdet i Nanking omkring år 1930.

Josephs egen troshistorie er den at en kammerat i den anglikanske High School, hvor han gik, inviterede ham til også at gå med til gudstjeneste i kirken. Det blev begyndelsen for ham på en vandring der har ført til dåb og også medlemskab af den anglikanske kirke. Det er også deres tekstrække han bruger til sine søndagsrefleksioner på Christian Centers Facebook. Ikke de lutherske! Uanset – måtte hans historie opmuntr os til at invitere andre med – hvilken kirke eller menighed vi så kommer i.

Joseph er ærlig. Ikke bare omkring det, at han har svært ved at komme op om morgenen og møde til tiden (Så må han jo bare arbejde det længere). Men også om at han ikke altid trives med sit arbejde: “Often I can feel lost here. What are my strengths? Are my articles relevant?” Som han siger, da han var skolelærer fik han hele tiden feedback – enten fra elever eller fra forældre. Det kunne næsten være for meget for en introvært som Joseph. “Men her kan jeg godt savne det”.

Det kan jeg godt sætte mig ind i, og måske skulle jeg give mig tid til at læse hans facebook-opslag og give ham lidt “kritik”. Jeg synes fx, at han rammer rigtig fint ved at vælge at skrive om 2 Kor 4 netop nu. Måske vil jeg også fortælle ham, at hans opslag er for lange til facebook. Men er det ikke hans “boss”, der skal sige det til ham? Eller Jane som ved noget om hvordan facebook fungerer. Jeg kan godt længes efter, at folk her ville snakke lidt mere med hinanden og bruge hinanden bedre og ikke være så bange for at træde ind på de andres områder.

Standard

Jeg glæder mig

til at den nye hjemmeside for TFS Christian Center bliver uploaded, så vi alle kan nyde godt af det arbejde, Jane har lagt i siden det sidste år. Der er meget man kan blive glad for og benovet over her på TFS – og jo længere jeg er her jo mere opdager jeg- men hjemmesiden for Christian Center er ikke en af de ting. Det skal blive så godt at få den nye side i luften. Det siger jeg efter at Jane, som jeg mødtes med sidste tirsdag, har vist mig hvad det er hun arbejder med. Jeg har lovet ikke at afsløre “adressen” før siden er helt klar. (Og før sådan noget sker her, skal der lige holdes et par møder!) Men jeg synes jo allerede den – trods evt. fejl – vil være et langt bedre aktiv for centeret end den nuværende hjemmeside. Indrømmet, jeg kan kun læse den engelske version, og når jeg gør det, er jeg glad for at den snart får en afløser.

Der bliver meget at gå på opdagelse i – også bare for dem, som besøger Bjerget og gerne vil blive klogere på det de ser og historien bag. Det hjælper alle de nye skilte med til. Her er der en OCR kode som leder dig ind på hjemmesiden og giver de besøgende den forklaring vi ikke kan give dem på kinesisk. Tilmed kan de lytte til en andagt/refleksion om det konkrete sted. For nu er hjemmesiden også mobil-venlig.

Det er sådan noget, foruden Facebook, Instagram og YouTube, Jane har arbejdet med siden hun blev ansat for godt et år siden. Det var den tidligere leder, der ansatte hende, men de fik kun en måned sammen, inden lederen fik andet arbejde og forlod stedet. Det er vist godt, at Jane er en pige, der godt kan lide at arbejde med “up-start” firmaer, hvor stierne ikke er trådt på forhånd, men man selv skal finde ud af, hvor de går og så have mod på at træde dem til.

Jane er ikke bare Christian Centers nyeste medarbejder. Med sine 29 år er hun også den yngste. Efter at have boet i USA i længere tid og både gået på high school der og derefter taget sin BA i Communication Studies kom hun i 2015 tilbage til Hong Kong og fik her arbejde i et “up-start tech company”, hvor hun fik mulighed for at prøve mange af sine kommunikations-kompetencer af. Det var præcist det potentiale, man så i Jane.

Det er første gang Jane har kontakt til en kristen organisation – ud over at hun som barn har gået på en kristen skole i Hong Kong. Det var bare den som var tættest på. Hun omtaler sig selv som et “non-religious, but spirituel” menneske som efter at have arbejdet her et år også har fået syn for hvad tro betyder i andre menneskers liv. Men også uden at hun vil omtale sig selv som troende. Hun kommer heller ikke fra en familie, hvor religion har været en del af hverdagen – overhovedet. Gennem sit arbejde med tekster til hjemmesiden (det er Jane der står for den engelske oversættelse) har hun lært historien om Reichelt at kende og den fascinere hende – som den gør for de fleste, der bliver kendt med den: Hans store åbenhed over for andre, det kontroversielle i det han gjorde tiden tage i betragtning, at han ikke gav op trods så mange udfordringer og kriser.

Og så er det jeg tænker: Hvilken samtale mon Reichelt ville have haft med Jane, hvis det havde været ham, der nu snakkede med hende. Jane er utrolig nøgtern og målrettet omkring sit arbejde: Hvormange followers på de forskellige kommunikationsplatforme, hvordan skabe flere hits, gøre hjemmesiden så brugervenlig som muligt etc. Hun kunne også ønske at de forskellige grene have en fælles facebookside, fremfor hver deres, for så ville synergien blive bedre. Men det siger jo også noget om hvem vi er her – eller har været.

Hvad mon det gør ved Jane at skulle oversætte ugens andagt til Facebook eller formidle Reichelt vision og historie for andre. Lige nu skal jeg selv arbejde med hende omkring den “kors-vandring” vi har fået lov til at invitere til langfredag og vores påskemorgen-gudstjeneste. Hvad mon vi ellers skal snakke om?

Standard

Hardware og software på Christian Center

jeg har inviteret mig selv til en snak med Face, som han ofte omtales her på stedet blandt kollegaer. Jeg tror det er en anden måde at udtale Philze på, som er hans rigtige navn. På hans visitkort – som jeg får! – står der Dr. Rev. Philze M.L. Lau og så med titlerne MDiv, DipSD (Spiritual Direction) og Acting Director af TFS Christian Center. Det sidste har han været siden den tidligere leder forlod stedet for et år siden. Han er det kun på deltid og derfor heller ikke let at mødes med, da han kun er her to dage om ugen og endnu sjældnere så er at finde på sit kontor, da han også er en af stedets tre undervisere i åndeligt lederskab.

Men nu sidder vi på kontoret, og jeg har mulighed for at studere hvilket “hardware” hans kontor er udstyret med, uden at jeg ved, om det er ham, der har besluttet hvad der skal være her, eller han også har “arvet” det fra sin forgænger, som så meget andet af det, han skal forholde sig til. Men jeg bemærker en stor 7-armet lysestage og en model af Thorvaldsens Kristusfigur, som jeg kender den fra domkirken i København og mange andre kirker i Danmark. Historen om netop denne statue er dog, får jeg fortalt, at Reichelt i sin tid købte den i Italien, og at den har stået på det alter, der nu står i Kristustemplet her, men som Reichelt i sin tid bragte med sig fra Kina Jeg tænker, at den også en gang har stået på alteret her på TFS, men nu er blevet henvist til Directors kontor. Den lignede for meget en Buddhastatue i et buddhistisk tempel, får jeg at vide. Så langt kunne man så alligevel ikke følge Reichelt i hans ønske om at nærme sig et buddhistisk spirituelt udtryk.

Men alt det har ikke noget med min samtale med Face eller Rev Lau at gøre. Når jeg beder ham beskrive for mig sin vision for TFS Christian Center taler han bl.a. om sit ønske om at få stedets hardware og software til at spille bedre sammen. Med software hentyder han til de mange forskellige programmer, som man arrangerer og med hardware mener han omgivelserne, atmosfæren på Bjerget, labyrinten, lotusdammen, templet, det store kors osv. Uden gode rammer er det svært at invitere folk på en retræte og uden stedets aktiviteter bliver rammerne til åndløse genstande, eller blot et stop for byens mange hikere eller en legeplads for småbørnsfamilier, som vi har oplevet det over julen og det kinesiske nytår. Pastor Laus vision afspejler alt for godt den udfordring, som alle er klar over, men også finder det svært at få (gen)etableret: et godt samarbejde mellem dem, der er ansvarlige for hardwaren, vedligeholdelsen, og dem der er ansvarlige for softwaren, aktiviteterne på stedet, hvad enten det så er dagsretræter, kurser i kunst og meditation, dialog og brobygning mellem åndelige ledere i Hong Kong, eller undervisning i åndeligt lederskab.

At pastor Laus hjerte ligger i arbejdet med åndeligt lederskab er man ikke i tvivl om. Han skrev sin doktorafhanding i 2014 (fra det lutherske seminarium her) om Spiritual Retreat from a Hong Kong Perspective. Han har været ansat ved Christian Center siden 2017 og kom her da den tidligere leder af SD-programmet stoppede midt i et semester. Han følte så et ansvar for de studerende, som han selv via sit andet arbejde havde opmuntret til at melde sig, siden han selv var student her tilbage i 2000 under Dr. Ekman Tam. Han ville gerne hjælpe dem til at færdggøre deres uddannelse og er så blevet hængende her. Dr. Philze´s andet eller rettere “første” arbejde er som leder af Life Gospel Ministries, en organisation som udgiver materialer til bibellæsning og personlig andagtslitteratur (lifegospel.org.HK). Life Gospel har et samarbejde med mere end 400 kirker i Hong Kong og udgiver gratis litteratur til daglig og personlig andagt. Materialet gøres tilgængeligt gennem kirker, som også støtter arbejdet. Når man kender til den side Dr Philze’s arbejde bliver det også klart, hvilken side af Christian Centers arbejde han først og fremmest brænder for.

Et af hans “flagskibe” har også været dagsretræter for mennesker i Hong Kong. Inden Corona-restriktionerne blev en del af vores virkelighed her kunne der være mellem 50-70 deltagere på disse kurser, fortæller han. De måtte – sammen med alle de andre aktiviteter – aflyses eller flyttes online og i mellemtiden er Bjerget blev indtaget af byens bikere og bikere, for den slags aktiviteter har der ikke været restriktioner for – noget vi jo selv har nydt godt af for det har gjort det muligt for os at udforske Hong Kongs skønne natur.

Men skal man som Director arbejde for at Bjerget “tilbage-erobres” og igen mere blive et sted til refleksion med gode rammer for meditation, hvor mennesker kan møde Gud – hvad enten de kommer selv eller er en del af en gruppe eller menighed – skal man måske ikke kun være ansat på deltid to dage om ugen. Med det potentiale der er her og de nye medarbejdere, som er kommet til inden for de sidste par år, og som har brug for at blive set og anerkendt i en svær situation med både Corona og politisk uro, kan man kun håbe at der snart kommer en ikke kun “acting”, men fuldtidsansat leder af Christian Center, så stedets hardware og software får mulighed for spille bedre sammen.

Standard

Et sted, hvor mennesker finder ro og møder Gud

Sådan svarer Robinson, da jeg spørger ham, hvordan han kort vil beskrive, hvad han ser som Tao Fong Shans opgave og mulighed. Robinson er én af Kristen Centers tre undervisere i Spiritual Direction (åndelig vejledning). I denne uge har jeg haft mulighed for at høre hans historie, men også den anden underviser, pastor Chans. At deres historie med TFS ligner hinanden, bliver man hurtigt klar over. Chan har været her i knapt 2 år, Robinson kom i september 2020 kun en måned før vi selv landede her. Indtil da var han præst i en lille lokal menighed her i Hong Kong. De har begge tidligere deltaget i det samme 3-årig diplomkursus i åndelig vejledning, som de nu underviser i. Den tredje underviser, pastor Philze, har siden den tidligere leder for et år siden forlod stedet, været konstitueret, som leder af Kristen Center. Alle tre er de deltidsansatte, alt sammen noget som er med til at forklare de udfordringer, der er her på Bjerget, og som jeg i første omgang tilskrev Covid19. Men alle udfordringer kan nok ikke komme under den overskrift!

Heldigvis har Robinson og Chan ikke kun fælles udfordringer. De har også en fælles drøm for deres arbejde med åndelig vejledning her på TFS. Noget som gik igen i samtalen med pastor Chan var hans ønske om, at TFS må være et retrætested, hvor præster fra byen kan komme og selv få fyldt på: “We want to make it possible for busy pastors in Hong Kong to come for a retreat and experience prayer and worship in a quiet place”.

De sidste år har været turbulente – i Hong Kong og på TFS. Det har ikke gjort behovet for retræte og vejledning – også åndelig – mindre for de mange præster i en travl by som Hong Kong med mere end 1000 kirker, hvoraf langt størstedelen er kinesisk-talende. Det gør godt at vide, at det, som vi er en del af her handler om at skabe rammer og mulighed for travle præster i en travl by til at finde ro og stilhed, møde Gud og Hans tale til dem, så de har noget at give af, når de selv taler med andre.

Mine samtaler med de to ledere, har også givet mig et større indblik i, hvad der rent faktisk foregår bag den “væg” som Covid19 har gjort det svært at se bagom, når man bare er en fremmed seniorvolontør. Den ugentlige undervisning i åndelig vejledning har således været fortsat – bare online, og andre møder med menigheder og grupper for at skabe forståelse for åndelig vejledning og opmærksomhed omkring de tilbud som Kristen Center har, er også foregået online – nu bare med langt flere deltagere. Til et af efterårets zoom-arrangementer var der således tilmeldt mere end 1000 (!!) deltagere. Det er opmuntrende, men som pastor Chan også siger, så er netop åndelig vejledning jo ikke et spørgsmål om mere viden, men en personlig praksis, og den kan ikke skabes via et online zoom møde med 1000 deltagere. Måtte den opmærksomhed som TFS har fået gennem disse online møder føre til at flere melder sig enten til diplomuddannelsen eller arrangerer menighedsretræter her på stedet – når ellers Corona-restriktioner gør det muligt. Den gode nyhed er, at der faktisk her i weekenden er ikke mindre end tre sådanne – små – menighedsarrangementer på TFS. Det ene er for en kvindegruppe, og her har lederen inviterer mig med til en del af det. Det glæder jeg mig til.

Robinsen har også taget initiativet til en ny “forening”, nemlig “TFS alumnies”, studerende som har fuldført den 3-åreige diplomuddannelen. Selv så han et behov for at blive fastholdt på det, som uddannelsen havde givet ham indsigt i, men som let glemmes i en travl hverdag. Foreningen har allerede mere end 100 medlemmer, og jeg tror ikke kun det er, fordi man får 10% rabat på bøgerne i “min” butik. Et andet initiativ for byens præster – og nu med 30% rabat – er at komme på er privat/personlige retræte fra søndag aften til torsdag, bo på Pilgrims Hall og have personlige samtaler med en åndelig vejleder.

Pastor Chan er ud over at være underviser også den, som leder programmet for Spiritual Direction. Han har tidligere undervist på et andet præsteseminarium i byen, men det var ønsket om at kunne gøre mere i netop åndelig vejledning, der fik ham til for to år siden at flytte til TFS. I følge ham er Spiritual Direction (SD) over de sidste to årtier blevet mere kendt og efterspurgt blandt kirker og præster i Hong Kong. Og som andre steder i verden er kvinder i overtal blandt de studerende. “Der er mange, der kender udtrykket SD, uden nødvendigvis at kende indholdet. Men TFS er et sted, som præster og andre her i Hong Kong mere og mere forbinder med netop det. “Jeg tror stedet for år tilbage mere var kendt for sit dialogue and bridgebuilding-program, siger Robinson, “men nu er SD også en del af vores image. Og flere og flere præsteuddannelser har nu SD også på skemaet”.

At de mange besøgende på Bjerget – ikke mindst under nedlukningen – ikke kun er positivt lægger pastor Chan ikke skjul på. Det er vanskeligt at kombinere retræte, stilhed og hospitality for søgende mennesker med småbørnsfamilier på tur eller en gruppe mountain-bikers i deres farverige outfits og flotte cykler.

Og så er det jeg tænker: Måske en mere åben samtale mellem de forskellige grupperinger her på Bjerget også kunne fremme en større fælles vision, så de fantastiske rammer og stedets unike arv og historie (som alle er enige om vi har) blev bedre taget vare på. Og hvad kan man så som seniorvolontør med nu kun fire måneder igen, gøre ved det? Se, det er et godt spørgsmål, som jeg også må gøre til min bøn for vores tid her. Tak til dem, der vil bede med! At flere medarbejdere her drømmer om netop det, er blevet klart for mig (se også Theas interview med June: https://familienhaahrmukai.wordpress.com/author/familienhaahrmukai/).

Standard

Dagens to gruppebilleder

Et arrangement, et møde eller en fejring her er først rigtigt færdigt, når gruppebilledet er taget. Det gælder også gårsdagens to arrangementer. Tog endda mig selv i at være den som tog initiativet til dagens sidste billede, endda som en selfie. Ved ikke om det kommer under kategorien “inculturation”.

Dagens første gruppebillede afsluttede et dagskursus i meditation som Petros fra LIFE-center havde inviteret mig til at være med til – som deltager, men også som hans medhjælper. Der var fire deltagere på kurset, og de var alle kvinder, de tre af dem også teologer og præster ved menigheder i byen. Programmet blev afviklet på kantonesisk, men da en del af programmet er stilhed og tid til refleksion og konceptet ikke var helt fremmed for mig, var det både godt og udbytterigt at være med. Og så gav det et indblik i hvad Petros laver, og hvem deltagerne til disse dage egentlig er.

Efter en time med guidet bibelrefleksion og stilhed skulle alle vælge en kop, som kunne repræsentere noget vi håbede på, kæmpede med eller på anden måde talte ind i hver vores situation. Derefter gik vi uden for og brugte naturen og labyrinten til bøn og refleksion.

Imens deltagerne fik tid ved lotusbrønden og labyrinten hjælp jeg Petros med at forberede maden som vi senere skulle spise i stilhed, og hvor man kun fik det, som andre gav en. Efter maden var der en tid til at dele tanker og indtryk – dels fra måltidet og dels hvorfor vi havde valgt den kop, vi nu havde. Der var ingen tvang til at dele, men alle bidrog med gode og ærlige refleksioner. Derefter kunne man vælge, om man ville gå med på kirkgården, eller man ville bruge tid i den lille “have” vi har. Det er altså ikke blevet til en have endnu, efter mit skøn, men da jeg nu gik der sammen med to andre, motiverede det mig til at få haven gjort færdigt, for jeg så hvad den kan bruges til. Det blev nok til mere samtale end havearbejde, men så fik jeg et indblik i, hvorfor i hvert fald en af deltagerne vælger at bruge en dag her på bjerget til meditation. Og at der blandt hendes andre præstekollegaer ikke er den store forståelse for hendes prioritering. Men vi fik både snakket om Ørkenfædre, og om hvad vi hver især har lært af Henri Nouwen.

Dagens sidste programpunkt var tid ved korset med himlen over os og byen nedenfor – med dens larm, men også dens behov. Hvordan “dækker vi bord” for de mennesker der – sådan som vi have dækket bord for hinanden og været afhængige af at andre mødte vores behov? Og så sluttede vi af med dagens gruppebillede i haven.

Men dagen var ikke forbi, for om aftenen fik vi besøg af Nicole og Kim, et ægtepar som vi mødte for en uge siden efter aftenandagten i templet ved noget, der lignede en tilfældighed. Men det var det måske ikke. Dengang lagde de op til,at de gerne ville snakke, men da vi var på vej til noget andet, aftalte vi at mødes i går. Nicole er fra Hong Kong men har de sidste 15 år boet i Mainland China. Kim er koreaner, men har russisk pas, da hans familie i en længere periode har boet på en af de øer, som Japan og Rusland strides om siden 1956. De har mødt hinanden i Kina, hvor Kim flyttede til for at arbejde og lære mandarin. Men de har ikke kun mødt hinanden i Kina, de har også mødt Jesus – eller han har mødt dem.

Det blev til en aften, hvor vi delte troshistorier, og hvor vi selv blev lidt klogere på, hvad der også sker i Kina, omkring kirke og kristendom, og hvor det, som vil være helt utænkeligt i en provins i Kin,a tilsyneladende godt kan lade sig gør i en anden, og hvor “Lessons to learn” fra profeten Daniels bog synes yderste relevante: Hvor langt kan og må vi som kristne gå med på myndighedernes præmisser, og hvordan bidrager vi positivt til det samfund, vi er en del af, så vi også vinder goodwill blandt dem, der sidder med magten?

Nicoles sidste spørgsmål i aftes var, om jeg ville være en slags mentor for hende? Åbenbart et spørgsmål hun havde forberedt hjemmefra – uden at vi kendte hinanden. Jeg må lige overveje, hvad det indebærer, og om jeg er den rette til det. Men måske siger hendes spørgsmål også lidt om, hvor langt man kan nærme sig hinanden på tre timer, når man deler troshistorier.

Standard

Kan du komme og hjælpe mig

Da jeg spurgte Euginia, hvordan det var gået til, at hun for nu godt ti år siden blev en del af staben på Tao Fong Shan Christian Center, var hendes enkle svar: “Den daværende leder spurgte, om jeg kunne komme og hjælpe ham.” Og når man i dag spørger Euginia, hvorfor hun stadig er her, og hvad hendes opgave er, så er svaret omtrent det samme: “Jeg ser min selv som en, der er her for at gøre det muligt for de andre medarbejdere at gøre det, de skal.” Det gælder ikke kun at sørge for de økonomiske ressourcers, men også at være behjælpelig med svar på andre praktiske spørgsmål og ikke mindst, at de trives i deres opgaver. Ikke mindst det sidste – det med trivsel i arbejdet – kunne jeg godt tænkte mig at vide lidt mere om. Indtil nu har det nemlig været svært at se, hvordan man i en kultur som her i Hong Kong forholder sig til et emne som “medarbejdertrivsel”. Min manglende viden skriver jeg indtil videre på corona- og sprog-kontoen, men tror nu også det har en del med kultur at gøre. Hvad kan jeg her lære og hvad kan jeg her bidrage med? Måske for store spørgsmål til et 10-måneders volontørophold.

Euginias titel er “Administrative Manager” af TFS Christian Center. Det var den daværende leder af Christian Center, Dr. Abraham Chang, der henvendte sig til hende. Han var i forvejen en god ven af familien og både Euginia selv, men også hendes mand, ville gerne bakke op om hans arbejde på centret. Desværre fik Dr Chang selv et tilsvarende spørgsmål “Kan du ikke komme og hjælpe?” fra en ven bare tre år senere. Det svarede han også positivt på, og så rykkede han videre. Og med ham måske også noget af den vision, som Euginia ønsker at være en del af.

Euginia ligger ikke skjul på, at de ti år, hun har arbejdet på centret har været udfordrende – ikke mindst på grund af mange udskiftninger. Sammen med Jackie, som kom samtidig med Euginia, er hun den, som nu har været her længst. “Nye ledere har haft nye ideer om, hvor fokus skulle være, og hvordan vi sammen løser opgaverne. Min opgave er ikke at bestemme centrets vision. Jeg vil gøre mit til, at vi der er her nu, kan arbejde sammen som et team og at de medarbejdere, der har ansvar for de forskellige programmer og projekter, trives og har en glæde og tilfredsstillelse ved det, som de har ansvar for.”

Et udtryk som Euginia har brugt flere gange om sig selv er: “I am a bridge” – eller “I am just a bridge”. Det er sådan, jeg selv har oplevet hende, som én man kunne gå til, enten når der var noget, man manglede, eller noget man ikke helt forstod. Hun har været en brobygger til at forklare stedets ikke altid lige gennemskuelige kultur, og hun har haft en forståelse for, hvorfor vi spurgte som vi gjorde. Men så er hun måske også en bro forstået på den måde, at en bro er noget, man går på, går hen over og tramper på. Måske man er nødt til at indtage den holdning, hvis man skal overleve de mange udskiftninger, og mange delte meninger om, hvor fokus for centret skal være.

“jeg kan godt nogle gange blive lidt trist”, fortæller hun. Hun indrømmer med det samme, at tristheden måske er noget hun selv har med sig, og som ikke nødvendigvis har med stedet at gøre. Men hun uddyber det: “Jeg synes vi har en fantastisk beliggende, en enestående historie og arv, et sted hvor stilheden og rammerne gør det muligt for mennesker at møde Gud og finde ro og fred. Over de sidste år, har vi måske ikke forvaltet det godt nok”. Og Hong Kong er en by, hvor mange mennesker har brug for “hospitality and a glass of cold water”, selv om de ikke altid – eller sjældent – standser op og giver sig tid til at spørge efter det.

For en sætning fra Dr Abraham Chang, centerleder for 10 år siden, rammer en nerve i det, som i sin tid fik Euginia til at takke ja til arbejdet her, og som hun stadig ser som en værdi at forvalte: “We are to show hospitality to people when they come here; to offer them a glas of cold water“. Når jeg så spørger hende, hvad hun så drømmer om – for stedet, men også for sig selv – peger hun på et godt teamarbejde blandt medarbejderne. Den nyrenoverede kontorbygning, som blev indviet i efteråret, hvor flere af medarbejderne nu faktisk sidder under samme tag, bidrager til det. Men desværre sidder nogle af de centrale medarbejdere, nemlig dem, der arbejder med “Spirituel Direction” fortsat i de gamle kontorer. Dertil kommer, at det meste af deres arbejde er gået online. “Jeg håber at vores to fokus-områder: 1) bridge-building og dialog og 2) spiritual direction igen får lov til at berige hinanden. Det mangler vi nu.”

Siden foråret 2020 har Christian Center kun haft en midlertidig leder. Den tidligere leder søgte væk, og en ny er endnu ikke udpeget. Og Euginia er ikke én til at beklage, at boarden endnu ikke har udpeget en ny leder. “Det er en svært opgave. At finde den rigtige bliver ikke let.” Men indtil det sker, fortsætter Euginia sin rolle som “broen”, der forbinder, men måske også bliver trampet på. Hun gør det med det overblik, som 10 år og stedets veteran giver hende, men også med den indstilling, at hun gerne vil tjene og sørge for, at alle de andre har, hvad de skal bruge til deres projekter. Det er også sådan hun har mødt os uvidende, men spørgende seniorvolontører.

Det er jeg Euginia taknemlig for, men måske er jeg hende allermest taknemlig for det vidnesbyrd, hun giver mig til sidst i vores samtale. Da jeg spørger hende om hendes familie, deler hun sin store sorg med mig. For seks år siden døde hendes yngste, men voksne søn. Hun fortæller det på en sådan måde, at jeg ikke har mod på at spørge ind til omstændighederne, men jeg forstår lidt mere af Euginias tristhed. Den har ikke kun noget med stedet her og det ikke udnyttede potentiale som hun ser, at gøre. At sønnens død stadig er et blødende sår, kan jeg både se og høre. Men så fortsætter Euginia: “I no longer have any dreams, but I am also grateful. Losing my son became my salvation”. Gud mødte mig i smerten som én, der var nær, som en, der forstår min smerte, og som en der selv har mistet en søn – sin eneste søn. For min skyld. Så stor er hans kærlighed til mig.

Og med det vidnesbyrd fra Euginia, vil jeg så fortsætte min fastevandring frem mod Jerusalem, frem mod langfredag og påskemorgen.

Standard

Et godt sted at arbejde

Jackie – bag skrivebordet – og masken

Når Jackie siger sådan om sin arbejdsplads her på TFC Christian Center, tænker hun ikke mindst på centrets beliggende og de naturskønne omgivelser. “Det er godt at komme herop; det er væk fra byen og giver mulighed for refleksion og meditation.” Jackie har arbejdet her nu i 10 år, så hun kender stedet godt. I alle årene har hun været regnskabsfører for Christian Center. Dog er den fysiske arbejdsplads ny, for hendes skrivebord står nu i det nye LIFE-center, hvor også Petros og Esther har deres.

Mine første møder med Jackie var, når hun måtte hjælpe mig i butikken, fordi kundens engelsk ikke var godt nok og mit kantonesisk ikke eksisterende. Jackie var flink til at hjælpe, men også hurtig til at komme tilbage til sit skrivebord. Derfor var jeg også glad for en time sammen med hende efter lunch-pausen i fredags, som gav mig mulighed for at lære hende at kende – OG mulighed for at revidere det indtryk, jeg havde fået af hende. Jeg havde vist fået fornemmelsen af, at hun ikke orkede at lære flere nye seniorvolontører at kende, hvilket jeg godt kan forstå. De er ikke til megen hjælp for hendes arbejde, og så rejser de igen hele tiden.

Inden Jackie kom til TFS, har hun arbejdet for kommercielle virksomheder i byen. “På mange måder var det lettere at arbejde der. Der var klare arbejdsgange og tydelige hierarkier. Sådan er det ikke nødvendigvis i en NGO som her og dertil kommer, at der har været mange udskiftninger de senere år”, forklarer Jackie, “men så må vi bakke nye kollegaer op og forsøge at gøre hinanden bedre i de opgaver, vi hver især har. Og så lærer jeg jo også nye mennesker at kende.” Det er tydeligt, at Jackie har et ønske om at være positiv og også er mere social og udadvendt, end jeg først troede. Man skal altså – ikke mindst når man slås med ansigtsmasker og sproglige udfordringer – passe på med for hurtige konklusioner.

Jackie mistede sin far, da hun var barn og bor nu sammen med sin mor. Hendes tre søskende, en ældre søster, en yngre bror og yngre søster, har alle deres egne familier. Hun blev kristen, da hun var omkring 18 år gammel, og det var en klassekammerat, der fortalte hende om Jesus og inviterede hende med i kirke. Sin tro deler hun nu med sine to søstre, “men min mor og bror er ikke kristne endnu, selv om vi andre fortæller dem om vores tro og opfordrer dem til at se kristne Tv-programmer. Måske en dag.”

Når jeg spørger hende, hvad TFS er for et sted, definerer hun det som “a place for spiritual encounters with God in the Chinese Culture – and with a Scandinavian touch”. Jeg beder hende uddybe, hvad hun mener med “Scandinavian touch” og hvorvidt det for hende er positivt. Hun forklarer, at det selvfølgelig har at gøre med stedets historie, men også fordi man her “meet volunteers like you – and I like that”. Og så måtte jeg igen revidere mit indtryk af Jackie og give mig selv lov til at se min tilstedeværelse her på Bjerget lidt mere positivt, og ikke kun som en, der er til besvær, når jeg prøver at gøre mig nyttig i butikken og allievel ikke helt kan finde ud af.

Jackie har rejst en del – i Asien, men også i Europa. Det kan ikke lade sig gøre lige nu, men i 2012 var hun faktisk i København. Og så fortæller hun om en oplevelse, hun havde her, som bl.a. førte til, at hun nu kommer i en anden kirke, end den hun først var medlem af. Hun er nu medlem af “Bread of Life Christian Church”, en stor karismatisk kirke, som holder til i en af Hong Kong’s mange shopping Malls i Tsuen Wan distriktet (Contact us – 611靈糧堂 (church611.org). Kirken er som alle andre kirker lukket pt på grund af corona-restriktioner, men hendes celle/klynge mødes hver tirsdag på zoom til bibelstudie over søndagens tekst. “Her i kirken har Gud mødt mig med helbredelse”, fortæller hun.” “Jeg begyndte at komme her efter et syn, hvor Gud sagde, at det ville han gøre.” Vi kommer ikke nærmere ind på hvad sygdom er, men når jeg spørger ind til, hvordan det så er gået, svarer Jackie, “God is healing me”, og så viser hun mig det billede, hun så den aften på himlen over København i 2012 – en skyformation, der tegner et tydeligt hvidt kors på en mørk aftenhimmel over København.

Jackies billede af himlen over København

Jackie vil gerne vide, hvad jeg tænker om den slags, inden hun fortæller mig om en drøm, hun havde for nogle år siden. “I min drøm så jeg 200 kinesiske præster stå her på pladsen foran templet. De var alle på vej ind i Kina. Jeg ser det som et tegn på den vækkelse, Gud vil skabe Kina. Han arbejder i de mange husmenigheder, der findes der. Vi må bede om vækkelse i Kina.” Jeg har ikke haft en drøm, som Jackies, men jeg deler hendes ønske og kan bede med på hendes bøn. Også om at stedet her må være et redskab for det.

Jeg har fået en time af Jackies middagspause, som hun havde lovet mig. Jeg er blevet meget klogere på, hvem min kollega er. Jeg havde sat hende i en helt forkert bås og må igen minde mig selv om vigtigheden af at være nysgerrig på andre og ikke hverken dømme – eller bedømme – på forhånd. Og så hedder Jackie for øvrigt slet ikke Jackie, men det er en anden historie, som jeg har lovet ikke at fortælle.

Standard

En snak med Ester – og god kaffe

Jeg har hele tiden her været lidt fascineret af Ester. Hun er altid stilfuldt klædt, har checkede briller og så maler hun sine egne kaffebønner. Hendes kontor er i forbindelse med Bjergets butik, så når jeg “passer” butikken om tirsdagen, mødes vi i det lille te-køkken. Hun med sin kaffekværn og jeg med mit te-brev. Indtil jeg inviterede mig selv på en snak med Ester og hun inviterede på “rigtig” kaffe. Ester’s engelsk er ikke så godt, men hun mødte velforberedt op til vores snak med en PP-presentation om hvad hun har lavet, inden hun kom her til TFS. Hun har nu været her i to år og er tilknyttet Christian Center. Hendes mange “grader” var nyt for mig, men viser hvor vigtig uddannelse er for kulturen her.

Ester er vokset op i baptiskirken og har sin første BA fra Hong Kong Baptist University i World Religions. Den har hun sidenhen suppleret med endnu en BA fra samme universitet, men denne gang i kinesisk medicin med speciale akupunktur og “cupping”. Sin praktik tog hun på et hospital i Kina og lyder nu også kaldenavnet Tai Fu, som betyder “kinesisk doktor”.

Siden skiftede hun retning igen. Dels ved at blive medlem af den angelikanske kirke. (“Jeg sætter stor pris på den angelikanske gudstjenestens litirgi”) og undervise på en anglikansk high school, men også ved at uddanne sig i åndelig og pastoral sjælesorg (Spritual and pastoral counselig) og føje endnu BA til sit CV, denne gang i teologi fra CUHK, det kinesiske universitet i Hong Kong. Det var her hun stiftede bekendtskab med Dr Wai Ching Angela Wong og asiatisk feministisk teologi. Angela Wong var dengang professor på CUHK og har haft betydning ikke bare for Ester, men endnu mere for Tung Wing-Sze, som var leder af TFS Christian Center, da Ester blev ansat her i marts 2019. De to afsluttede deres uddannelse samme semester, Ester med en MA i feministisk teologi og Wing-Sze med en doktorgrad i samme. Wing-Sze forlod siden her TFS i foråret 2020.

Ester med rød kappe for en MA og Dr Wing-sze med lilla for sin PhD

Siden har centret kun haft en konstitueret leder, men Ester har fortsat med sine ansvarsområder. Det er “Garden of Angels”, den begravelsesplads hvor forældre kan få et gravsted til deres børn, når de på grund af alt for tidlig fødsel ikke overlever. Her bruger Ester sin viden om åndelg og pastoral sjælesorg. Desuden har Ester ansvar for det dialog-program, som Christian Center har, dels i relation til andre kirker i byen og dialogmøder mellem muslimske og buddhistiske ledere i Hong Kong i samarbejde med andre kirkeledere.

Jeg vill ønske at Esters engelsk var lidt bedre – eller mit kinesisk 🙂 – så vi kunne få en snak om hvad hendes arbejde med feministisk teologi har givet hende, og hvordan hun bruger den indsigt her. Den må vi nok lade ligge i denne omgang. Men hendes engelsk er godt nok til at jeg forstår, at Corona også påvirket hendes arbejde. Restriktioner gør det lige nu svært at arrangere dialogmøder. At man det sidste år også har manglet en permanent daglig leder, gør det bare sværere. Ester har så brugt tiden til også at involvere sig i de projekter som Dixon, stedet lokale kunstner, har gang i.

Og det er vel en god pointe: Når omstændigheder, vi ikke kontrollerer, lukker døre, hvilke andre lukkes så op?

Standard